Inseminering er et alternativ til naturlig parring som man kan vælge at benytte sig af, af forskellige årsager. Hvis man f.eks. vil lave hvalpe med frost- eller kølesæd, er der ikke andre muligheder end at inseminere tæven.
Hos Canicold i Glumsø tilbyder vi insemination med både frisk sæd, frostsæd og kølesæd.
Vi evaluerer altid sædens kvalitet, inden vi inseminerer, uanset hvilken type sæd og hvilken type insemination vi foretager.
Nogle gange vælger opdrættere at inseminere med frisk sæd som alternativ til naturlig parring. De hyppigste årsager er, at parringen af en eller anden grund ikke rigtigt lykkes ved at sætte hannen og tæven sammen, eller at hundene af en eller anden fysisk årsag ikke kan klare en parring. Det kan være en ældre han der taber pusten, eller en han, der er for tung for tæven. Endelig er nogle racer ikke så gode til at parre som andre, og derfor er der også nogle racer, vi inseminerer med frisk sæd oftere end andre.
Når vi har lavet brunstkontrol af tæven og konstateret ægløsningstidspunktet, kan vi med stor sikkerhed inseminere på det optimale tidspunkt. I en travl hverdag vælger nogle at kunne planlægge en parring på denne måde. Alternativet kan være at køre til hanhund flere dage i træk, eventuelt over længere afstande, før en parring lykkes, og med risikoen for at den ikke gør det.
Chancen for drægtighed ved insemination med frisk sæd vaginalt er den samme som ved naturlig parring.
Typer af inseminering - hvornår og hvordan
Man kan benytte forskellige former for inseminering, afhængig af situationen. Tidspunktet man inseminerer på i forhold til tævens ægløsning afhænger også af situationen.
Vaginal insemination
Vaginal insemination anvender man normalt kun når man inseminerer med frisk sæd. Dvs. sæd man netop har tappet fra hanhunden få minutter forinden. Ved vaginal insemination lægges sæden højt oppe i tævens skede (vagina) ved hjælp af et kateter. Sæden deponeres lige foran indgangen til livmoderhalsen, dvs. samme sted som hanhunden ville have placeret sæden ved en naturlig parring.
Vaginal insemination med frisk sæd kan sammenlignes med en almindelig parring. Hvis man vil inseminere én gang sker det derfor optimalt 2 dage efter ægløsningen har fundet sted. Og vil man inseminere 2 gange, gøres det både dag 1 og dag 3 efter ægløsningen.