Herpesvirus hos hund​

Canine Herpesvirus-1 (CHV-1) blev først beskrevet i USA, i dag er den vidt udspredt i de fleste lande.

​

En hvalpedødelighed på mellem 15-25 % i de første leveuger har været anset for normalt af opdrættere gennem mange år, man har talt om ”fading puppy” syndromet og spørgsmålet er hvor ofte CHV indgår i dette syndrom. De senere års epidemiologiske undersøgelser viser en dramatisk stigning i CHV-1 seroprævalensen såvel blandt kennel-hunde, ikke-avlende individer samt hunde der ikke går i flok. Antistofmålinger i flere forskellige europæiske lande (herunder Sverige) har vist at 40-85% af såvel racehunde som blandingshunde har været eller er inficerede.

​

Karakteristik

CHV-1 tilhører underfamilien alpha-herpesviridae, en DNA virus. Isolation af virus er vanskelig og kræver hundecelle kulturer. Den er termosensitiv og vokser bedst ved temperaturer på 34-35 0C, den er ustabil i omgivelserne og følsom overfor lipide opløsninger og alm., specielt sure, desinfektionsmidler. Stabiliteten er rimelig god ved 40 og optimal ved -70 0C. Den inaktiveres ved opvarmning til over 560 og af ultraviolet belysning. Den etablerer latent infektion.

​

Patogenese

Veneral overførsel menes at være sjældent forekommende mens transmission gennem luftvejene er mere almindeligt forekommende. Hvalpe født af viræmiske mødre smittes via kontakt med det vaginale flåd eller næse sekret. Endvidere kan smitte overføres til hvalpe, født af en ikke-immun tæve, ske fra omgivelserne i form af kontakt med CHV fra andre inficerede hunde i nabolaget.

​

Hos de nyfødte hvalpe er infektion med CHV ofte fatal på grund af deres ukomplet udviklede immunsystem og manglende termoregulation. Symptomer som appetitløshed, diarre, mave smerte, flåd fra næsen og småblødninger i slimhinder samt nervøse forstyrrelser kan ses, men død kan også forekomme uden forudgående symptomer hos hvalpen. Inkubationstiden er omkring 2-7 dage. 

​

Hvalpe der overlever infektionen kan udvikle irreversible hjerneskader med vedvarende neurogiske symptomer som lammelser, blindhed og døvhed. Hos hvalpe smittet i livmoderen eller under fødslen er dødeligheden ofte 100% indenfor de første få dage op til ca. 3 uger.

​

Inficerede voksne hunde viser ofte ingen symptomer. I nogle tilfælde ses vaginit, forhudsinfektion, læsioner i de genitale slimhinder som blærer, forstørrede lymfekirtler eller småblødninger, eventuelt en mild conjunctivitis og eller serøst flåd fra næsen. Disse læsioner rapporteres af flere set oftere nu end for år tilbage. Voksne hunde kan være latente smittebærere hele livet. Reaktivering af virus kan ske i forbindelse med stress og anvendelsen af immunsuppresive midler.​

Reaktivering eller inficering under løbetiden eller i drægtighedstiden kan medføre infektion i uterus med medfølgende resorption af fostre, abort eller dødfødte hvalpe. Resorptionen og aborten kan være delvis eller komplet. Lokal placenta infektion kan medføre fødsel af små præmature hvalpe. Nogle af de tæver, der mister hele kuld efter en primær infektion er i stand til at udvikle tilstrækkelig immunitet til at beskytte kommende kuld, andre fortsætter med at udvise fertilitetsproblemer.

​

Overlevende hvalpe fra inficerede tæver med tilstrækkelig beskyttende antistof titre udvikler måske ikke kliniske tegn, men kan så være latente smittebærere.​

​

CHV-1 kan også være part i kennel-hoste syndromet, selvom de kliniske tegn normalt er milde og andre virus og bakterier menes af større betydning. Endvidere er CVH-1 associeret med forskellige øjenproblemer som conjunctivitis, katarakt, keratitis og panuveitis, noget der kan ende fatalt for hvalpens syn.

​

Diagnose

Diagnosen baseres på virusisolation, obduktion, histologi (påvisning af inklusionslegemer) og måling af antistof titre hos moderdyret. Måling af titer foretages straks samt 2-3 uger senere. En firefolds stigning i titer er indekativ for akut infektion.

​

Virus isolation eller fund af CHV specifik PCR vil være konklusiv.

​

I en del tilfælde vil et samstemmende billede ved obduktion, histopatologi, anamnese, kliniske fund og serologi dog være overbevisende. Ved obduktion ses makroskopisk pletvis nekrose og hæmmoragi i nyrer, lever og lunger. Evt. ses forstørret milt.

​

Forebyggelse og terapi

Drægtige tæver skal isoleres fra andre hunde 3 uger før til 3 uger efter fødslen. Stress niveauet skal nedsættes. Hvalpene skal have ekstra varme enten fra infrarød lampe eller varmepude (deres lave legemstemperatur fra fødslen er ideel for virus). Desuden grundig renholdelse af omgivelser.

​

Vaccination af tæven én gang i perioden 1 uger før parring til én uge efter parring og igen 8 - 10 dage før fødsel (Eurican herpes 205, Merial – Serumlab.) . Vaccination skal ske ved hver drægtighed, idet vaccinens virkningstid er forholdsvis kort (ca. 2 mdr.) Tæver der allerede er inficerede kan vaccineres.

​

Der findes ikke rigtigt nogen behandling af inficerede hvalpe. Injektioner af immun serum fra afficerede tæver rapporteres at være ineffektiv. Man kan forsøge sig med kunstig hævelse af hvalpenes legemstemperatur samt væsketerapi og antibiotika.

​​

Birgitte Schjøth, dyrlæge - Hundesædbanken Canicold International ApS. ©bs​​